Sellasi Dewornu's egen fortælling.

Jeg blev født i cirka 1965 i Accra, der er hovedstaden i Ghana, i området Zongolane, det centrale kvarter i Accra. Jeg er nummer 2 ud af 9 søskende. De tre er halvsøskende. Mine søskendes navne er Francis-Kwame, Dorris Yawo, Kwashie, Kofie, Charlott Esinam, Mavis Akle, Emilia Korkor og Mamley.

Min mor hedder Ablavi Swetoh. Hun sælger kosmetik på markeder, og alt muligt andet. Min mor er født i en landsby der hedder Akplofudzi, og som ligger i det syd-østlige Ghana ud til kysten.
Min far hedder Kwaku Amuzu. Han er lokal tømrer, kommer også fra Anglo, men mine forældre mødte hinanden i Accra. Min mor kom til hovedstaden for at hjælpe hendes faster med at sælge. Far kom fra Anglo for at gå i skole og boede hos sin mors familie i Zongolane. Her kom han i tømmerlære hos en lokal tømrer. En lokal tømrer er en selvlært tømrer. Hele familien boede rundt om en gård, der lå tæt på et offentligt toilet, hvorfor det var et meget livligt område.
Mine forældre var unge og børnene kom med cirka et års mellemrum.

Da jeg kunne holde mit øre kom jeg i børnehave for at lære alfabetet og lære at lære. Jeg skulle gå med uniform, men da min far og mor ikke havde mange penge gik jeg med bare tæer. Man skulle betale for maden, så jeg måtte se på mens de andre spise.
Jeg gik der ikke så længe for pengene var for små.

Familien omkring gården havde en gruppe der hed Sikokosaba, som en advokat benyttede til PR for den politiske leder doktor Kwame Nkruma, præsidenten der hjalp Ghana til selvstændighed. Før selvstændigheden hed Ghana guldkysten. Min fars storebror ledede gruppen. Gruppen sang, dansede og spillede traditionelle sange og danse. De komponerede også selv sange og danse. De rekrutterede spillere og dansere udefra og gruppen voksede sig stor og solid.
Medlemmerne af gruppen havde også andre jobs som spillere i foreninger, de såkaldte Ewe-grupper, der er tilflyttergrupper som dyrker deres hjemegns tromme- og dansetraditioner. Foreningerne fungerer også som socialt og økonomisk netværk for gruppernes medlemmer.

Den store familiegruppe blev efterhånden opløst, og flere medlemmer flyttede til National Folkloric Company, hvor der var en kendt danser der hedder Afadina, som også var min kusines mand. Hjemme i gården blev jeg hurtig god til at spille trommer, og Afadina sørgede for at tage mig med rundt. Min fars bror, der var trommespiller, tog mig også med rundt. Så jeg blev tidligt en stabil spiller. Inden da spillede jeg med mine fætre og kusiner derhjemme, hvor vi lavede trommer af tomme tomatdåser, oliedunke og tagrør, som vi skar over og brugte plastikposer som trommeskind. Vi kunne stemme trommerne med pinde og snore der sad rundt om ”skindet”. Drengene konkurrerede om hvem der var bedst til at finde på gode rytmer og holde tempoet og energien. Vi var gode til at være dommere overfor hinanden. Min onkel og hans søn var mine forbilleder, og jeg trænede koncentreret og blev belønnet med deres anerkendelse, når de tog mig med ud og spille rigtigt. Jeg blev god til at holde rytmen og energien i lang tid, folk sagde jeg gik i trance. Da jeg var i 7 - 8 års alderen blev jeg brugt som anfører i trommegruppen.

Jeg havde på den måde en meget aktiv barndom og drev aldrig rundt og hang ud. I området var der dog nogle drengebander, som jeg i enkelte tilfælde godt kunne tage en dyst med, hvis der var noget der var værd at kæmpe for. I området lå der en stor biograf, hvor vi f.eks. kæmpede om retten til kighullerne i biografdøren.

Jeg begyndte i rigtig skole som syvårig. Der skulle betales skolepenge, og da jeg gik i femte klasse måtte jeg selv betale skolepenge. Man skulle også have sine egne møbler med. Jeg tjente penge ved at spille i børnegrupper, der blev stiftet af en berømt spiller og danser Godwin Agbeli. Vi spillede ofte på de nationale helligdage, til begravelser, festivaler og lignende.

Blandt mine seks søskende var jeg den eneste der fik lov til at gå i skole, hvilket fik mig til at gennemføre, selvom jeg havde travlt udenfor skolen også. Jeg tog mig også af mine søskende når de var syge eller lignende. I 7. klasse fik skolen øje på mit musikalske talent og dannede et skoleorkester som jeg blev leder af. Vi spillede traditionelle rytmer, som jeg havde lært i de forskellige grupper. Jeg var leder af skoleorkestret til jeg sluttede skolen, og jeg følte mig som en meget vigtig person den dag en masse soldater kom og hentede mig i klassen, fordi orkestret skulle spille på en national helligdag.

Jeg gik ud af tiende klasse og hjalp min mor på markedet og med at skrive regninger og den slags. Jeg fik også et job med at lave møbler til skolen. Jeg ville gerne læse videre, men det var der ikke penge nok til. Min onkel hjalp mig dog økonomisk i et års tid så jeg kunne gå en slags handelsskole og lære lidt regnskab og økonomi.

Senere flyttede mine forældre fra hinanden. Min mor flyttede væk fra gården. Jeg blev boende sammen med min far og måtte finde på nye måder at tjene penge på.
Jeg faldt tilbage til musikken og spillede i to forskellige grupper som jeg rejste sammen med, rundt i Ghana og nabolandene, Nigeria, Benin, osv. Jeg tjente penge nok til at forsørge mig selv og til mine søskende. Så kom jeg til Togo, hvor en gruppe, Roots Africa, var interesseret i mig. Da lederen rejste til udlandet overtog jeg lederposten, og vi fik et stort job for et udenlandsk cigaret firma, der hed Kingsize. Vi tjente styrtende med penge i den periode. I Togo dannede jeg også nogle ungdomsgrupper som tog ud og spillede blandt andet på det kendte hotel Chez Alice. Jeg solgte også trommer, som jeg selv byggede, og figurer og smykker, som jeg fik fra Accra.

En gang imellem kom jeg hjem til Ghana og spillede med gruppen Folkloric Salamta, der blev dannet efter familiegruppen var blevet opløst. Via Folkloric Salamta kom der ofte danske gæster for at lære at danse og spille. Her mødte jeg min første danske kæreste. Jeg var forelsket og kunne ikke rejse tilbage til Togo. Men hun rejste hjem, og jeg gik og ventede på et brev. Men hun skrev aldrig.

Så kom der en anden dansk pige, der havde hørt om mig i Danmark og som gerne ville have undervisning af mig. Hun kom gennem MS og skulle på arbejdslejr. Jeg blev hendes ven og lærer og rejsekammerat i halvandet år, og på en rejse blev vi også kærester. Louises mor og morbror kom på besøg i Ghana, og de tog vældig godt imod mig. De inviterede mig til Danmark, men jeg kunne kun komme ind i landet, hvis vi giftede os. Så vi blev gift i Ghana, på Accras rådhus, og så rejste vi sammen til Danmark. Jeg havde en returbillet i lommen, hvis jeg alligevel ikke kunne lide at være i Danmark.

Det var i 1993. Den 14. maj med uroligheder på Nørrebro.
Markerne var gule og det var koldt. Den første tid sov jeg hele tiden. Men jeg kom nu alligevel hurtigt i gang med at undervise sammen med Elisabet Lange og spillede snart i mange forskellige grupper f.eks. Calabash, Konkonsa, og Zebra.

Af musikalske højdepunkter har der været Roskilde Festivalen i 1996 med Calabash og Københavns Politiorkester. Christer Irgens-Møller var orkesterleder.

I 199x modtog jeg Dapamdas Verdensmusikpris, og jeg spillede med Radioens Underholdningsorkester.

I en stille periode fik jeg lavet en handlingsplan og startede på tømreruddannelse. Jeg kom i lære hos en god mester i Lejre. På det tidspunkt havde jeg fået to børn og var flyttet i et stort hus i Vangede. Det bliver nogle meget travle år som underviser, lærling, selvbygger, mand og far.
Jeg måtte gå om tre gange til den afsluttende svendeprøve, men alle gode gange tre, og jeg fik arbejde som tømrer med det samme.

I al travlheden havde jeg stadig mine drømme og visioner med den afrikanske dans og musik. At formidle glæde og samvær. Komme hinanden ved og udveksle kulturerelle forskelle på kryds og tværs. Omvendt vil jeg gerne formidle mine oplevelser og tømrerkundskaber jeg har fra Danmark til Ghana. Det første skridt har jeg taget i den retning ved at danne foreningen Sankofa, som har til formål at støtte gadebørn med skolepenge, skoleprojekter og sundhedsarbejde. Pengene kommer fra undervisning og optræden som jeg står for foruden kontingenter fra medlemmer.

Nu arbejder jeg om dagen som tømrer og bruger min fritid på musik og undervisning.

en webproduktion af